Bøgerne forbliver ulånte i huset, mens antallet af biblioteksbesøgende stiger

Borgerne i Fredericia er ikke læseheste – i hvert fald ikke når, man kigger på, hvor mange bøger der forlader Fredericias biblioteks matrikel. Der har til gengæld været en støt stigning af besøgende. Og det kan være med til at fremme sundhed og trivsel blandt borgerene.

Af Kerstine Winther

Biblioteket i Fredericia ledes til daglig af Jytte Bræmer. Selvom der ikke ryger mange bøger ud af huset, ryger der til gengæld mange besøgende ind ad svingdøren. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er sket et fald af udlån af bøger på landsplan. Fra 2019-2021 er udlånene faldet med lidt over en fjerdedel. Fredericias kommune ligger lidt over landsgennemsnittet. Trods det fortæller Jytte, at der var en stigning af besøgende inden Covid-19 lukkede landet ned.

“Det er et bevis på, at der er brug for fysiske steder,” siger Jytte Bræmer.

Der er blevet lavet forskellige tiltag på biblioteket i Fredericia for at få borgerne til at udnytte biblioteket som et fysisk sted. Et af de tiltag, der er lavet, starter på torsdag den 25. august. Det går under navnet ”Hold hjernen frisk”. Det er et tilbud til seniorer, der strækker sig over ti gange. Forløbet skal hjælpe de ældre med at holde hjernen frisk gennem smarttræningsøvelser og ture i naturen med snakke om litteratur. Og det er både med til at fremme sundhed og trivsel, mener Jytte.

“Kunsten er at veje sit lokalsamfunds behov, vi skal ikke tabe baglandet.”

Biblioteket som et kulturhus

Tankerne om at biblioteket skal være noget andet end bare en institution for information og lån af bøger, kommer på baggrund af et kommunalpolitisk debatindlæg KL udlagde i 2021. Konsulent hos KL Jennifer Lehmann forklarer, at ambitionen med debatindlægget ikke er at udstikke retningslinjer. Det er at komme med inspiration til, hvordan den enkelte kommunes bibliotek bedst muligt kan udnytte deres potentiale som kulturinstitution.

“Vi har identificeret, at bibliotekerne har udviklet sig gennem de sidste tyve år. Lige nu ser vi et vendepunkt, hvor der sker endnu mere forandring,” siger Jennifer Lehmann.

Bibliotekerne skal følge med tiden, det mener Jytte også. Med digitaliseringen og nye platforme for streaming og decentraliseringen, skal bibliotekerne ses mere som en del af de kulturinstitutioner, vi som borgere kan gøre fysisk brug af.

“En af vores store kæpheste er at fremme læselysten hos børn og unge,” siger Jytte Bræmer.

At der på Fredericias bibliotek i dag er flere og flere besøgende, har stor andel i, hvordan Jytte og resten af biblioteket ser husets potentiale. Og succesen for bibliotekerne kan derfor ikke udelukkende måles på udlånstal.