Sygeplejestrejken møder opbakning blandt Fredericias borgere

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Den igangværende konflikt mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne har kunne mærkes blandt Fredericias ældre borgere. Christina Rosenberg, tillidsrepræsentant i Fredericia Kommune for Dansk Sygeplejeråd, understreger, at sygeplejerskerne møder generel forståelse blandt de berørte patienter.

Det var en klar besked, sygeplejerskerne sendte onsdag morgen, da Statsminister Mette Frederiksen deltog i regeringsmessen ’Fremtidens Danmark’ i Messe C i Fredericia. I røde trøjer med teksten ’Vi er mere værd’ var Dansk Sygeplejeråds medlemmer stærkt repræsenteret – og budskabet var klart:

”Jeg synes, det er vigtigt, at de rette mennesker snart tager ansvar,” siger Christina Rosenberg.

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Forstående borgere

I mere end to måneder har i alt 5503 sygeplejersker strejket landet over. I Fredericia Kommune omfatter strejken kun seniorområdet. Det drejer sig om hjemmeplejen og plejehjemmene, men selvom konflikten påvirker Fredericias ældre i særlig grad, så oplever Christina Rosenberg en stor forståelse:

”Der er bestemt nogle borgere, som er frustrerede, men langt hen ad vejen forstår de os godt. De siger også, at vi skal have en bedre løn og nogle bedre arbejdsvilkår.” Samtidig understreger Christina Rosenberg, at det er forventeligt, at konflikten vil få konsekvenser.

Fredericias borgere rammes yderligere

Dansk Sygeplejeråd varslede mandag, at der fra den 21. september vil blive udtaget yderligere 173 sygeplejersker fra psykiatrien – herunder 52 sygeplejersker fra Region Syd. En varsling der vil ramme lokalpsykiatrien i Fredericia:

”Selvfølgelig er vi bekymrede for vores psykiatriske borgere, og hvordan det kommer til at gå, men for dem gælder det som for alle andre – der skal selvfølgelig laves en nødberedskabsaftale. Det skal jo ikke koste menneskeliv det her”,” siger Christian Rosenborg og fortsætter:

”Selvfølgelig bliver jeg bekymret, når der bliver taget nye ud til strejke. Men det er jo det redskab, vi har.”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har til eftermiddag indkaldt Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner samt KL til et møde senere i dag for at give en status på konflikten. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet på Twitter.