Nye tiltag skal hjælpe Fredericia Esport med at genvinde tabte medlemstal

Selvom stolene bag Peter Bech står tomme på billedet, er de fyldte, når Fredericia Esport har holdtræninger i computerspil som Minecraft og Fortnite. FOTO: Simon Hvas Sandvad

Fredericia Esport er godt i gang med fornyelser, der skal hjælpe foreningen med at vende tilbage til det gamle medlemstal, der faldt drastisk som følge af corona. 

På Bülows Kaserne står Fredericia Esport klar med 25 stationære computere, tastaturer og computermus i et lokale til deres gamerglade medlemmer. Medlemstallet er gået fra 160 før corona til 100 medlemmer i dag – for at komme efter det tabte, er foreningen i gang med nye tiltag, der skal lokke nye spillere til tasterne.

”Vi har åbnet for Minecraft, hvor der allerede første dag var fyldt i lokalet. Vi har flere, der kommer til. Vi lytter hele tiden på efterspørgslen, og det er vi nødt til,” siger 41-årige Peter Bech, der er bestyrelsesmedlem og stifter af Fredericia Esport.

Børn i fokus

En af de ting Fredericia Esport før i tiden har hørt for, er, at der før i tiden kun var sat én træner på til at håndtere et hold på op mod 25 børn. Men det har de også lyttet til. 

”Vi har sat assistenttrænere på nogle af vores hold, der hvor de er yngst og flest, så vi kan håndtere sådan en stor flok,” forklarer Peter Bech.

Deres nyeste tiltag er de ”åbne fredage”. Her tilbyder Fredericia Esport, at fritidscentre i Fredericia med børn fra 3-6 klasse kan komme forbi hver fredag efter skole, hvor børnene kan prøve at spille på foreningens computere. Selvom det ikke har været arrangeret endnu, er tiltaget et håb om at rekruttere nye medlemmer. 

Medlemmer skal have noget at stræbe efter

Fredericia Esport har også deres eget konkurrerende Esportshold, Fortress. Tidligere brugte foreningen deres egne penge på at hente talentfulde spillere uden for foreningen ind, som så kunne spille for Fortress i det populære skydespil CS:GO og i strategispillet League of Legends. Den del er lavet om, for i dag skal man være medlem af Fredericia Esport for at kunne spille for Fortress. 

”Vi har gjort det med Fortress, for at gøre det mere interessant for medlemmerne. At de kan hige efter den højere skammel.”

Corona ødelagde planer

I 2019 flyttede Fredericia Esport ind i lokalerne på Bülows Kaserne, men der gik ikke mere end 7-8 måneder, før covid-19 pandemien brød ud og ødelagde deres planlagte arrangementer for 2020.

”Alt, der var lagt i støbeskeen i 2020, forgik. Det var ikke nemt at genoptage, nu hvor coronaen er begyndt at ebbe ud. Pengene var der lige pludselig ikke, fordi du har mistet så mange medlemmer, og udgifterne blev jo ved, selvom vi ikke har haft medlemmerne.”

Om tiltagene gør, at de 25 computere på Bülows kaserne bliver brugt af endnu flere medlemmer, må tiden vise.