Klimakrise og skønlitteratur: Fredericia bibliotek inviterer til samtalesalon om klimafiktion

Et udsnit af de bøger i genren klimalitteratur, som Fredericia bibliotek udstiller op til minifestivalen. Foto: Anna Margrethe Correll

Torsdag d. 2. september inviterer Fredericia bibliotek til samtalesalon på Fredericia Gymnasium, hvor et panel af forfattere skal diskutere, hvordan klima fremstilles i samtidslitteratur.

Dystopiske fremtidsudsigter, menneskets forhold til naturen og det at skrive litteratur i skyggen af klimakrisen. Alt dette er emner, som vil blive diskuteret, når Fredericia bibliotek i samarbejde med det lokale gymnasium slår dørene op torsdag aften klokken 19.00 og inviterer til samtalesalon om klimalitteratur.

På plakaten står forfatterne Andreas Eckhardt-Læssoe og Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som begge er en del af den unge generation af forfattere, som skriver klimafiktion. Anna Chris Thompson, drivkraften bag den københavnske endags festival ”Klima&Litteratur”, er moderator.

Manglende interesse

Den litterære klimasamtalesalon har ikke vækket den store interesse hos fredericianerne. Der er per dags dato solgt lige præcis én billet til arrangementet. Dog er der tilmeldt 200 gymnasieelever, som skal inkorporere eventen i deres danskundervisning.

”Så der kommer jo 201,” griner arrangementkoordinator på Fredericia Bibliotek, Mette S. Thomsen.  

”Nogle gange er man nødt til at tage en risiko ved at lave noget, der er lidt niche-agtigt. Vi har hele tiden vidst, at det var et sats, og vi er glade for at kunne glæde en masse gymnasieklasser med det her arrangement.”

Mette S. Thomsen ved godt, at klimafiktionen måske ikke er det emne, der får de fleste fredericianere op af stolen.

”Men det er ok. Havde arrangementet været i Aarhus eller København, havde der været stor interesse. Måske vi bare er lidt foran på biblioteket,” siger Mette.

”Litteraturen går ud over den rene fornuft”

Klimalitteraturen fylder mere og mere på den danske litteraturscene, og især unge har taget genren til sig. Især da Jonas Eika vandt den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris i 2019 for novellesamlingen ”Efter Solen”, fik den nydefinerede genre en opmærksomhed, som litterære nichekategorier sjældent kan matche.

Mette S. Thomsen, tovholder på eventen, mener, at litteraturen har potentiale til at formidle klimakrisen på et mere menneskeligt plan, langt væk fra uoverskuelige excel-ark og deprimerende rapporter.

”Det er ikke alle der forstår, hvor vigtigt det er at passe på klimaet ved at få fakta leveret. Litteraturen kan hjælpe os med at have empati og vise os verden fra en anden vinkel – den går ud over den rene fornuft.”

Samtalesalonen er en del en minifestival om klimalitteratur organiseret af Fredericia Bibliotek, som derudover byder på en litterær byvandring, en skrivekonkurrence og en debat om klima for unge.