Social dumping i Fredericia: 11 ud af 13 virksomheder undersøges

Ny kontrolaktion undersøger 11 ud af 13 besøgte virksomheder i Fredericia for social dumping. Fagbevægelsen er ikke overrasket – de har kendt til problemet længe, men har ikke ressourcerne til at handle.

Skattestyrelsen, politiet og arbejdstilsynet foretog tirsdag en kontrolaktion mod social dumping i Fredericia. De vil gå videre med sagerne mod 11 ud af de 13 besøgte virksomheder, som alle er en del af byggebranchen.

Skattestyrelsen har nøje udvalgt, hvilke virksomheder de vil besøge, og det er derfor ikke opsigtsvækkende, at der var noget at komme efter hos 11 ud af de 13 besøgte virksomheder. På landsplan finder skattestyrelsen noget ved cirka 80% af deres besøg. At 13 ud af de 84 virksomheder, der blev undersøgt på landsplan, var beliggende i Fredericia, er heller ikke nødvendigvis tegn på en tendens, fortæller skattestyrelsen:

”Antallet af virksomheder kommer an på, hvor store de steder, vi besøger de er. Det ene sted var lidt større, så der var flere virksomheder i gang på samme tid, og derfor bliver antallet af virksomheder fra samme sted større,” siger Ernst O. Nielsen

Hos 3F Fredericia, er de heller ikke forundrede over resultatet af den nye kontrolaktion.

”Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de finder 11 virksomheder i Fredericia. De kunne også finde 11 i Horsens, i Vejle eller et andet sted. Det er bare et spørgsmål om, hvad man afsætter af ressourcer,” siger Benny Sørensen, udenlandsk arbejdskraftkonsulent hos 3F Fredericia

Fagforeningen har ikke oplevet en stigning i antal henvendelser angående social dumping, eller at de møder flere og flere tilfælde på byggepladserne. Det har været et problem længe, og de har ikke oplevet, at det er blevet hverken værre eller bedre de senere år.

”Vi plejer at sige: hvis vi kører ud, så ved vi også, at vi får noget med hjem, og det er lige meget, om det er på store byggepladser eller i villakvarterer,” siger formand for byggegruppen i 3F Fredericia, Flemming Rasmussen.

Skattestyrelsen kan ikke se problemet

Skattestyrelsen fanger med deres nye kontrolaktion, de tilfælde af social dumping, hvor der er tale om skattesnyd, men de opdager ikke når den sociale dumping foregår gennem for lav løn. Et problem der fylder meget hos 3F Fredericia.

”Jeg har haft cirka 800 lønsedler på mit bord, og jeg har ikke set én eneste, der har fået en dansk løn. Ikke én,” Siger Benny Sørensen

800 lønsedler med eksempler på social dumping som skattestyrelsen kontrolaktioner ikke kan fange. Det bekymrer Benny Sørensen, at den sociale dumping kan foregå på den måde, og at der kun er fagforeningerne til at løfte opgaven. ”Der er meget som smutter under radaren, vi har jo begrænsede ressourcer. Vi kunne sagtens være en mand eller to mere i området og komme til bunds, helt ned til mindste detalje, men der er jo kun medlemmerne til at betale,” siger udenlandsk arbejdskraftkonsulent hos 3F Fredericia Benny Sørensen

Cognac krummer ikke i sengen