Unge klimaaktivister skyder med skarpt til beskæftigelseskonference

Foto: Den Grønne Studenterbevægelse Facebook

Den Grønne Studenterbevægelse mødte talstærkt op til aktion, da Mette Frederiksen inviterede til konferencen ”Fremtidens Danmark”.

Da Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet tirsdag den 24/7 åbnede dørene til konference i Fredericia, stod der en flok utilfredse aktivister foran hovedindgangen – Den Grønne Studenterbevægelse, som ikke var inviteret indenfor i de flotte messelokaler på Vestre Ringvej. Konferencen havde sit udgangspunkt i Danmarks fremtid, så det havde været oplagt, at bevægelsen var en del af gæstelisten.  

Blot en uge forinden åbnede den Den Grønne Studenterbevægelse en ny afdeling i Fredericia.  Opstartsmødet blev afholdt i Ungdommens Hus, hvor både Megan Vinther og Ruben Bornemann, der har etableret den nye afdeling, var til stede.

De to har i fællesskab etableret den nye afdeling i Fredericia, for at skabe mere fokus på de globale klimaudfordringer.

Megan Vinther beskriver lokalafdelingen som et sted, hvor der er plads til alle uanset klimaviden. Derudover forholder hun sig til formålet med den nyligt opstartede afdeling:

”Vi har ingen konkrete initiativer i støbeskeen, men vi håber på at råbe både lokalpolitikere og i sidste ende Mette Frederiksen op. Det kan vi gøre ved at skabe mere trafik og støj som ved aktionen i går. Derudover vil vi gerne have affaldssortering, som man ser det i eksempelvis Vejle kommune,” siger Megan Vinther.

Dagsorden

Med sine over 12.000 følgere på Facebook er det en bevægelse i fremdrift. Ifølge Den Grønne Studenterbevægelses egen hjemmeside, er det en gruppe af unge klimaaktivister, der kæmper for en grøn retfærdig fremtid gennem strukturelle forandringer i samfundet.

Derfor tog Mette Susgaard turen fra København for at vise fanen og deltage i aktionen:

”Vi har i flere dage forsøgt at råbe politikerne op, så da jeg fandt ud af, at der var en politisk konference i Fredericia, arrangerede jeg en aktion for Den Grønne Studenterbevægelse. Handling og synliggørelse er to af vores mærkesager,” siger Mette Susgaard.

I næsten alle storbyer i Danmark er der en afdeling af Den Grønne Studenterbevægelse – og nu er Fredericia også en del af den statistik.

Med den nye afdeling i Fredericia håber Megan og de andre medlemmer på, at klimaet står først på dagsordenen hos både lands- og lokalpolitikerne.