7.000 kr., musical og studietur skal genskabe det sociale klasserum

Elever fra Gefion Gymnasium modtager onlineundervisning på Riccos café, i København mandag den 26. april 2021. Gymnasieeleverne er trætte af, at gymnasier lukkes ned i lokale nedlukninger, selvom kun en lille del af eleverne bor i det berørte sogn. Stella Villaro Nolsø, formand for elevrådet på Gefion Gymnasium sidder i vindueskarmen.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Efter et år med digital undervisning skal det sociale fællesskab gymnasieklasserne genskabes. Fredericia Gymnasium lægger deres hovedfokus hos gymnasiets elever, der har været hjemsendt.

Landets gymnasieelever indtager igen de fysiske skolebænke efter et helt skoleår, der har stået i den digitale undervisnings tegn. Foruden støvet på skoletasken skal de sociale egenskaber med klassekammeraterne finpudses. I den forbindelse retter Fredericia Gymnasium fokusset på deres 2.g- og 3.g klasser i stedet for de nystartede 1.g’ere.

”De elever, der kommer tilbage til skolen, har et socialt efterslæb, som vi skal løfte. I modsætning kommer de nye elever ind til et introforløb med sociale aktiviteter,” forklarer rektor på Fredericia gymnasium Poul Erik Madsen.

Helt konkret rykker gymnasiet midlertidigt studieturen fra 3.g til efteråret 2.g for at styrke klassesammenholdet. Elevforeninger er et andet forum, hvor Poul Erik Madsen og resten af ledelsen ser mulighed for at genskabe sociale forummer.

”Vi har omkring ti elevforeninger, men hvis man har en god ide, kan det sagtens være, at vi ender med 15 i år. Eleverne bliver opfordret til at gå til vicerektor Peter Knudsen med deres gode ideer.”

I samme ombæring fortæller rektoren, at gymnasiet genindfører opsætningen af en gymnasiemusical. Dette initiativ realiserer man på baggrund af nedlukningen. Derudover startede indsatsen allerede i slutningen af sidste skoleår, hvor alle klasserne på Fredericia gymnasium fik 7.000 kr. til at bruge på sociale initiativer i klasserne.

Corona har sat en stopper for sociale arrangementer med klassekammeraterne

Undervisningsministeriets seneste trivselsundersøgelse viser, at færre elever på Fredericia Gymnasium svarer, at de har kontakt med deres klassekammerater udenfor skoletiden. Landstendensen 2019 til 2020 viser ellers, at flere gymnasieelever er helt enige med udsagnet om, at de ser dem fra deres klasse udenfor undervisningstiden.

Poul Erik Madsen vurderer, at flere Fredericias gymnasiums elever har brug for det fysiske klasserum som fundament for at skabe en social relation til klassekammeraterne. Derfor har et corona-år været med til at fremhæve dette.

Hvis man sammenholder trivselsundersøgelserne fra 2019 til 2020, har fire procentpoint færre haft kontakt med dem fra klassen i fritiden på Fredericia Gymnasium. På landsplan var der ingen tydelig ændring.